Mandag morgen kl 1000 skulle vi endelig på tur igen. Rygsækken blev pakket, med mad, sovepose, isøkse og stigejern (pigge som man tager under skoene for at kunne gå på is). Målet med denne tur var at blive bedre til kortlæsning, en kort indføring i vandring på is og en opfølgning på timerne med Kurt Kai om planter. Til dette var biologen Anders med på turen. En høj tynd mand med langt hår, som tydelig vis er van til at bevæge til i fjellet. Vi ankom til Hjelle hvor turen skulle starte, der blev vi introduceret til Anders som straks satte os i gang med at gå en tur for at finde planter som lige var i nærområdet.
Derefter fortsatte turen med opstining til en nærliggende hytte hvor vi skulle overnatte i telt. Der er to veje der op en mærket sti som var fin og god, også en anden sti som var af lidt anden stand. Vi skulle jo selvfyldig gå ad den gamle sti, hvilket også var fint nok.
Det var en ganske brat opstigning, selv de gæve nordmænd fik også sved på panden. Vi havde en stigning på 500 højdemeter på 1,5 kilometer, hvilket svarre til at man går på op på himmelbjerget på det stejleste sted 3 gange. Efter godt 4 timers vandring opad kom vi frem til en DNT (Norsk turistforening) hytte, men stor luksus i form af både toilet og bad. Vi havde bare ikke adgang til dette, men hyggede os fint i de medbragte telte.
Dagen efter stod programmet på orintering og mere plante lærer. Første halvdelen af dagen skulle vi orienter os gennem en mærket sti og mødes på et punkt som vi havde fået et koordinat til. Hvor svært kan det være, gå på en sti og finde et lille og stoppe lige der hvor den slår en lille sving til venstre. 2 timer senere og lidt mere sved på panden havde jeg fået en anden opfattelse. Selvom at det var en sti som mange havde gået på og der var malet et lille rødt T for hver 50 meter, kunne man godt blive i tvivl om man nu var på rette vej.
Senere på dagen skulle vi have biologen Anders med i vores gruppe. Det er helt utrolig hvad nogle mennesker kan fortælle om planter på et ganske lille sted. Næsten hver gang vi stoppede, kunne han fortælle om de planter som var omkring os. Det var spændende og angaserende at have ham som vejleder.
Næste morgen vågnede vi til tåge og regnbyger, aften for inden havde vi fået forlagt en plan A og B. Plan A bestod i at vi skulle have toptur til Stølsmardalsbreen. Plan B var at vi skulle fortsætte mod Midtmardalen. Pga det dårlige vejr og ikke mindst sigt stod valget på plan B. Så det blev til en våd dag med tilsnøret regnjakke og meget dårlig sigt. Fedt at prøve at vandre når man for det meste kun kan se 50 meter rund sig. Så er det at holde tungen lige i munden i forhold til kortlæsning. Vi ankom til Midtmardalen, hvor vejret lettede sig lidt og vi fik frokost godt sammenklemt i nogle telte.
Sidste morgen hvor vi vågnede på turen, regnede det sørme igen. Dog ikke så meget til at begynde med. Denne dag skulle vi have gået op i Midtmardalen, for så at gå over fjeldet og ned på den anden side. Men desværre var der ikke gode nok forhold til at vi kunne komme op på fjeldet, så endnu engang måtte vi ty til plan B. Hvilke var at gå tilbage den vej som vi var kommet fra. Dog af en anden rute. Det er faktisk lidt pardoksalt, får når man okser sig op af de bratte bakker og fjeldsider her oppe, så tror man jo at det er super let at komme ned igen. Men når rengen drypper og gør sten og jord til en lille skøjtebane, kan man faktisk også få lidt sved på panden af at gå ned af. Men ned kom vi. Vi aftalte at vi skulle mødes når vi var kommet ned til bunden af dalen og over en elv. Ikke så langt fra dette sted lå Vittisfossen som vist nok er nordens største vandfald. Vi havde lidt tid til overs, i forhold til tidsplanen med en bus som vi skulle nå. Så hvis vi løb hen til fossen så kunne vi godt nå det. Så Oskar, Maja, Håvard, Henning, Søren og jeg vi løb alt hvad remmer og seler kunne holdt til, for at se det 284 meter høje vandfald. Hold da op, det er næsten ikke til at forstille sig hvor højt det er. Det blev til 5 minutters kig også løb tilbage igen. Da vi kom til bage til vores rygsække var alle de andre gået, så var det jo bare at fortsætte med at løbe, nu med rygsæk..
Godt var det med en kontrast, at komme ind i en varm bus, hvor regnen ikke kunne kunne komme ind.
